2018 er endelig ved at springe ud i fuldt flor, og det er tid til at gøre op med det forgangne år. Vi har altid gang i noget i Vorup FB og den forgangne sæson skiller sig da heller ikke ud.

Dameafdelingen

Når det så er sagt vil bestyrelsen i dameafdelingen dog ikke ligge skjul på, at året 2017 har været et svært år for bestyrelsen. Afdelingens mangeårige formand Inger Marie Hyldgaard trådte tilbage som administrativ formand på sidste generalforsamling og da der ikke var en overflod af frivillige, der meldte sig til posten, overtog Leif Raaby midlertidigt posten. Ordet ’midlertidig’ har dog vist sig at skulle forstås i meget bred forstand, for det var absolut ikke med i Leifs planer, at han godt 1 år efter stadig var fungerende administrativ formand. En særlig tak til Leif for at have påtaget sig denne opgave og holdt afdelingen i gang.

Alligevel har bestyrelsen kun bestået af 3 personer, som på trods af mange andre gode egenskaber, dog stadig kun har to hænder hver. Det lykkedes dog på generalforsamlingen at finde et par ekstra, så bestyrelsen i dameafdelingen er i dag fuldtallig og ikke mindst med en ny formand, Velkommen til Stig Vestergaard.

Det er ikke kun i bestyrelsen at dameforeningen har oplevelser: penge skal der til, og der mødte dameforeningens medlemmer talstærkt op. På Justesens Plæne i Randers Ugen mødte 16 hjælpere op om fredagen og 14 om lørdagen, og til 19 af Randers FCs hjemmekampe har imponerende 94 forskellige personer dækket borde, fyldt buffeter og så videre i Thor VIP Loungen foruden at sørge for at spillerne også fik deres mad efter kampene. Mange af vore spillere har taget en tørn her, men også her er der virkelig mange, der ikke har nogen særlig relation til klubben, der har meldt sig på banen, og det sætter vi stor pris på. På den netop overståede generalforsamling i afdelingen – modtog både Leif Raaby og Gert Jensen hæder og nåle fra DBU.

Herreafdeling

I herreafdelingen har bestyrelsen også nok at lave, for også her mangler der medlemmer – og der er nok at se til, for når det er sagt, har afdelingen ellers stor aktivitet.

I de to første weekender af 2018 blev der nemlig endnu engang afviklet det Sparkron Ulvehøj Cup, hvor cirka 270 U8 til U19 fodboldhold fra det meste af Jylland kom for at deltage i indendørs fodbold. Omkring 650 kampe blev afviklet under stævnet, som er et af de største af sin slags i Danmark, og det er en tradition som vi håber holder mange år endnu.

En anden tradition, som vi håber holder er efterårets Oktoberfest, hvor Uffe Holm udsatte gæsterne for et foredrag af de flabede. Festen bød på fantastisk mad, god rødvin og, traditionen tro, dejlig kold øl. De positive ord er ikke mine egne, skal det siges, men gæsternes tilbagemeldinger, så det vidner jo om en tradition med potentiale, og vi satser selvfølgelig på endnu bedre tillægsord næste år.

Alle disse tiltag er kun mulige på grund af alle de fantastiske frivillige, der vil donere af deres dyrebare tid samt vores velfungerende og brede sponsorgruppe – en stor tak herfra til alle jer.

Håndbold

Håndboldafdelingen holdt i november Brag i Hallen hvor blandt andet efterårets spillere blev kåret og der blev afholdt tombola til fordel for 2019’s Partille Cup i Göteborg. I sidste Partille Cup deltog 141 spillere og trænere, og selv de yngste deltagere var med til at skabe god stemning. Det er klart et arrangement, der er værd at gentage.

Heldigvis har afdelingen nogle fantastiske trænere og ledere og nogle uundværlige udvalg, som er gode til at samle trådene og få det hele op at køre. Uden dem ville der ikke ske meget, så de kan bestemt ikke undværes! De kan også være stolte at deres arbejde, og Vorup FB af vores håndboldafdeling, for de blev givet på GFs pris for at gøre en forskel og kåret som Årets Håndboldklub i Kreds 4.

Special olympics

Det er også i det forgangne år, at Vorup FB UH, foreningens afdeling for udviklingshæmmede ændrede navn til Vorup FB Special Olympics. De 2 hold, som består af cirka 20 spillere i alt opnåede begge gode resultater i de kampe, de har spillet. Desuden har afdelingen opretholdt flere landsholdsspillere. I denne afdeling er der – grundet vokseværk - brug for en hjælpetræner. Jeg appellerer til alle om at komme med input hertil.

Old boys

I Old Boys afdelingen startede sæsonen med nytårsappel og forloren skildpadde og sluttede af med en velbesøgt generalforsamling og gule ærter – som traditionen foreskriver.

Håndværkerholdet har også i år bevist sit værd, og har lavet alt fra at udskifte XL-PARKs gamle stolesæder til at sælge juletræer – og meget mere til. Til Dyne og Isenkram Outlet, som var arrangeret i uge 45, og som i øvrigt gik over al forventning, havde de også en finger med i spillet.

Landskamp

Sæsonen har også budt på foreningens tredje landskamp, nemlig fodboldkampen i marts i år, som var en del af kvalifikationsrunden til EM i Finland. U19 Tyrkiet spillede mod Bosnien-Herzegovina og arrangementet gik over al forventning. I den forbindelse fik vi også besøg af UEFA, som kom med mange specielle spørgsmål og mærkelige apparater, men med det resultat, at foreningen nu kan prale af, at have en kunstgræsbane, som er godkendt af UEFA. UEFA testerne fra Schweiz var skeptiske men banen bestod med glans – dette takket være Jes´s store arbejde med at få banen ”genoprettet” og passet og plejet efter forskrifterne og mere til. Vorup FB har jo overtaget vedligeholdet af banen og dette har medført et løft på banens kvalitet – en stor tak til Jes.

Bane 10 og FL Automatic

Kunstgræsbanen er ikke den eneste bane vi har, om end det er den mest brugte. 2017 Indebar også, at kommunen besluttede at udlægge noget af vinterbane 10 til erhverv mod at vi får lyset i hullet genetableret. Og når nu vi er i gang med at se det på den lyse side, er vi også rigtig glade for, at arealet gik til FL Automatic, som vi bor side om side med, og vi er bestemt heller ikke kede af, at de har ydet et 6 cifret sponsorat – det må om noget siges at være godt naboskab.

Solceller og slut

Kommunen kan vi også altid regne med, om end de ikke altid har helt lige så meget fart på. Når det så er sagt, har vi endelig fået det nye låsesystem etableret og taget i brug. Det lod vente på sig og derfor skulle succesen naturligvis fejres med en kage med 8 lys i. 1 lys for hvert år der er gået siden kommunen og Vorup FB aftalte at låsesystemet skulle etableres!

Jeg har mange håb for den nystartede sæson: et af dem er, som altid, masser af sol, men i år får vi ikke kun gylden hud og røde næser – vi får også strøm, for solcelleanlægget blev nemlig indviet i det forgangne år og med det producerer Vorup FB nu sin egen strøm. Så hvis altså solen tillader det, så er der vist ikke nogen, der kan sige, at vi ikke gør vores for miljøet.

Men mit største håb er naturligvis, at denne sæson bliver ligeså god som de foregående og, hvis ikke det er for meget at forlange, gerne endnu bedre.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak - TAK til alle jer for godt selskab, og til Fodboldvennerne for deres bidrag til vores fodboldafdelinger, således at de kan få hverdagen til at gå lidt nemmere. Jeg vil også gerne takke serviceudvalget for deres arrangement ved afvikling af vores kampe, og også arbejdsholdet skal have en stor tak for alt deres arbejde i det forgangne år, både til landskampen og til mange andre arrangementer. Når hovedforeningen har brug for hjælp, er vi glade for, at vi altid kan regne med jer. Tak til Peter Damgaard for god sparring og til Per Hermansen for ditto. Tak til kontoret og til Jes for deres store arbejde og slutteligt en stor tak til de øvrige medlemmer i Hovedbestyrelsen for at godt samarbejde og vilje til at hjælpe hinanden.

Med dette vil jeg overgiver formandens beretning til generalforsamlingen.


VORUP FB

Vorup Frederiksberg Boldklub
Møllevangsvej 9
8940 Randers SV
Tlf. 86445287
E-Mail



AFDELINGER
SAMARBEJDSPARTNERE
HOVEDSPONSORER

    

    







edit | powered by &Rcms | sitemap