U18 Piger Vest Landspokalkamp Vorup FB - IF Lyseng  (DM) 0-2 (0-0)

U18 Pigerne havde igennem lang tid glædet sig til at prøve kræfter mod et hold i DM rækken, hvilket skete i dagens kamp mod IF Lyseng. Der var en del tilskuere til kampen som blev afviklet på græsbane 3 ved Ulvehøj.

Lige fra starten af kampen stod det klart at vores U18 piger ikke frivilligt ville forlade pokalturneringen, og de lagde et hårdt pres på Lyseng pigerne så de havde meget vanskeligt ved at få deres kombinationsspil til at flyde. Gang på gang blev der tacklet i bund og pigerne udstrålede en kampgejst og fightervilje som ikke længe set. Det var derimod småt med de store chancer til begge hold, men tættest på i 1. halvleg var Vorup FB, da Stine Gry Nielsen efter knap 5 minutters spil blev spillet fri midt for målet, men i skudøjeblikket blev hun tacklet hårdt af en Lyseng spiller. Herudover var der ikke nogle rigtig store chancer til nogle af holdene. Vorup pigerne leverede i 1. halvleg en meget stor indsat, og selvom det er svært at fremhæve nogle spillere, skal det alligevel nævnes at Cara Fiddy hele tiden var en stor uro for Lyseng forsvaret, ligesom forsvarsspillerne Maria Bjørn, Karoline Pedersen, Christina Utzen og Stephanie Mathiesen var usvigelig sikre i alt hvad de foretog sig. En absolut stor præstation af alle i 1. halvleg.
 
I 2. halvleg fortsatte Vorup FB pigerne med deres aggressive spil, men Lyseng fik alligevel mere spil og fik lidt efter lidt mere gang i deres flydende spil, men helt frem til ca. 20 minutter før tid lykkedes det Vorup FB at stå imod, men så blev Maria Herdel Pedersen spillet flot fri og hun udnyttede sikkert chancen og bragte Lyseng foran med 1-0. Selvom en Lyseng spiller fik et helt unødvendigt gult kort for at bruge mund, fastholdt de téten trods spillerundertaget, men igen var det ikke de helt store chancer der blev skabt i nogle af enderne. Kampen blev afgjort i det 75 minut hvor Maria Herdel Pedersen igen blev spillet fri med en lang bold, og heller ikke denne gang svigtede hun men scorede sikkert til 2-0.
 
De sidste 5 minutter var det Vorup FB der havde et par store chancer, men det lykkedes ikke at få bolden i mål, så slutresultatet blev 2-0 til IF Lyseng.
 
Det var en meget lige kamp som Vorup FB's piger kan være stolte over, det skal ikke glemmes at de stod overfor et DM hold der pt er nummer 6 i rækken, og det var meget glædeligt at se den kampgejst og tro på tingene som spillerne udviste i denne kamp. Flot piger.
 
Selvom det var en lige kamp, kan det ikke siges at være ufortjent at Lyseng vandt - de var tilpas tålmodige og slog straks til når de fik chancerne, så held og lykke til dem fremover i pokalturneringen.
 
Det skal også bemærkes at dagens kamp blev ledet af en meget kompetent dommertrio. 
VORUP FB

Vorup Frederiksberg Boldklub
Møllevangsvej 9
8940 Randers SV
Tlf. 86445287
E-Mail



AFDELINGER
SAMARBEJDSPARTNERE
HOVEDSPONSORER

    

    







edit | powered by &Rcms | sitemap